Elevbevægelsens historie er både fascinerende, skræmmende og spændende. Har man hang til at forstå de konflikter der ind i mellem tegner sig op internt i bevægelsen, og vil man gerne vide hvad det præcis var der skete i 1985 da Dennis Lund og Marianne Kamper kæmpede om formandsposten, så kan det anbefales at se filmen.

Af Kasper Bjering Jensen, formand for DGS 2000-2001

Folketingsvalget bød på en del nye ansigter i Folketinget og DGS har vist sig at være ”leverandør” af et par stykker af dem. Blandt tidligere DGS-ledere (formænd og næstformænd) kom fire ind ved valget igår. Thomas Adelskov (S), næstformand for DGS i 1984-85 blev genvalgt i Sjælland Storkreds.

Blandt de nyvalgte var der intet mindre end tre tidligere DGS-ledere. Af de kendte/yngre af slagsen er Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), næstformand for DGS i 2002-03 og den siddende landsformand for SFU, Nanna Westerby (SF), der var formand for DGS i 2003-04. Mindre kendt er imidlertid Karsten Hønge (SF), som var næstformand for DGS i 1978-79.

Også en række tidligere DGS-aktive blev genvalgt. Det drejer sig bl.a. om Jeppe Kofod (S) der i 1994 tabte et kampvalg om formandsposten og Morten Østergaard (R), som tilsvarende tabte formandsopgøret i 1996 (han skal ikke forveksles med DGS’s formand i 1984-85, som hed det samme). Også Frank Aaen (Ø) og Mogens Jensen (S) har en fortid i DGS’s bestyrelse i starten af hhv. 70’erne og 80’erne.

Endeligt har Folketinget sagt farvel til et par tidligere DGS’ere, som blev valgt ved forrige valg. Det drejer sig om Lotte Bundsgaard (S), der var aktiv i DGS på Fyn i 1989-90 og om Pernille Rosenkrantz-Theil (Ø) og Rune Lund (Ø), som begge sad i DGS’s bestyrelse omkring perioden 1992-95.

Det er værd at bemærke at det er tidligere næstformænd der kommer i Folketinget, mens en analyse af de gamle formænd viser at disse snare tiltrækkes af erhvervs- og organisationslivet. Det er også værd at bemærke at venstrefløjen fylder tungt, mens det politiske centrum er repræsenteret ved tabere af formandsopgør.

VKO-partierne er helt fraværende. Det kan dog som et kuriosum nævnes, at det nyvalgte folketingsmedlem og tidligere landsformand i VU, Karsten Lauritzen, faktisk fungerede som DGS-kontaktperson på Fjerritslev Gymnasium omkring år 2000.

Johanne Schmidt-Nielsen, Ø: Valgt i Københavns Storkreds. Johanne Schmidt-Nielsen har været politisk aktiv i SUF og Enhedslisten, og har derudover været aktiv som fællestillidsrepræsentant for pædagogmedhjælperne i København, og næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i 2002-2003.

Jesper Petersen, F: Valgt i Sydjyllands Storkreds. Jesper Petersen er SF’er ind til benet, og har været aktiv i SF og SFU i ca. 10 år. Karrieren i SFU afsluttedes med to år som landsformand først sammen med Thomas Medom, og dernæst sammen med Astrid Krag Kristensen. Siden 2006 har han siddet i SFs hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Astrid Krag Kristensen, F: Valgt i Sjællands Storkreds. Astrid Krag Kristensen startede også sin politiske karriere i SFU, som hun var formand for først sammen med Jesper Petersen, og derefter alene, som den første kvindelige eneformand. Udover sit arbejde i SF og SFU var Astrid engageret i sommerens strejker på plejeområdet, qua sit arbejde i den københavnske ældrepleje.

Nanna Westerby Jensen, F: Valgt i Nordsjællands Storkreds. Nanna Westerby Jensen er formand for SFU, og har tidligere været formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Nannas arbejde har altid været kendetegnet ved fokus på de brede bevægelser, og hun har således været en central aktør i bl.a. massedemonstrationerne 17. maj 2006 og 2. oktober 2007.

Udover disse spændende emner, kan vi bl.a. sige goddag og velkommen til Margrete Aukens datter, Ida Auken, F, Øzlem Cekic, F, som bliver den første kvinde med indvandrerbaggrund på tinge og Pia Olsen Dyhr, F, der tabte formandsvalget i SF i 2005 til Villy Søvndal. Enhedslisten må sige farvel til Rune Lund, der blev offer for partiets tilbagegang.

Det er nødvendigt for venstrefløjen at efterrationalisere, og finde ud af hvad der gik galt.

Enhedslisten; Listen har været igennem en turbulent tid, især grundet hele sagen om Asmaa Abdol-Hamid. Gennem valgkampen har spørgsmålet mest været om Enhedslisten ville klare spærregrænsen eller ej. For et lille parti med marginal medietid, og som har mistet sin største profil, Pernille Rosenkrantz-Theil, må målet siges at være nået. Spærregrænsen blev klaret, og det var hvad man kunne forvente. Hvis de besværlige tider skal overstås, kræver det dog at Enhedslisten formår at tage de interne slagsmål internt, og at man afklarer hvor man præcis står i spørgsmålet om religion og politik, således at der ikke hersker nogen tvivl om standpunktet. Tvivlen kan nemlig være skyld i lige så stort vælgerskred som selve konflikten.

SF: SF har løftet opgaven til perfektion. Enkelte Ø-vælgere, og en ordentlig bunke tidligere socialdemokrater og radikale har fundet vej til liste F på stemmesedlen, og partiet er mere end fordoblet i mandattal. Valgkampen igennem har SF formået at holde sig gode venner med Socialdemokraterne og de Radikale, hvilket givetvis har været afgørende for fremgangen, naturligvis sammen med Villy Søvndals person, Socialdemokraternes midtersøgende linje og de Radikales deroute.

Socialdemokraterne: Socialdemokraterne har ikke løftet opgaven. Med hele venstrespektret overladt til SF, var det Helle Thorning-Schmidts opgave at vinde vælgerne tilbage fra V og O – en opgave som ikke blev løftet. Partilederens ageren i valgkampen har ellers været skarp, fokuseret og grundlæggende troværdig. Problemet må altså findes i én af tre mulige forklaringer: 1) Helle Thorning-Schmidt skulle først bevise sit værd, og er således i stand til at vinde næste gang. 2) Vælgerne der allerede var gået over til V eller O er ikke i stand til at se den klare forskel på Helle og Anders, og politikkerne skal således slibes til, så kanten bliver skarpere, hvis Socialdemokraterne skal vinde næste gang. 3) Vælgerne er bare blevet for individualistiske og sympatiserer ikke længere med Socialdemokraternes grundværdier, således er der ingen mulighed for at vinde næste gang.

Mulighed 3 må man da håbe ikke passer, hvilket nok også er rigtigt – eftersom Venstres opskrift i udpræget grad er at kopiere Socialdemokraternes kerneområder. Derimod er der nok en del sandhed i både 1 og 2. Helle Thorning-Schmidt står helt givet stærkere næste gang, fordi hun nu har slået sig fast som en seriøs partileder. Men helt grundlæggende virker det også som om der mangler kant i Socialdemokraternes politik. Kant i velfærdspolitikken. Kant i skattepolitikken. Kant i udlændingepolitikken. Socialdemokraternes måde at lukke dårlige dagsordener på er lige nu at give efter og ændre deres politik. Det ville være et spændende eksperiment i stedet at pudse sine holdninger og argumenter af, og så gå aggressivt til værks i stedet for hele tiden at blive fanget i negative, defensive historier.

To mandater færre. På trods af samling i partiet, en Helle Thorning-Schmidt der generelt har virket stærk, slagkraftig og troværdig og en enorm vilje til sejr (her ment som fremgang, ikke nødvendigvis valgsejr) i hele den socialdemokratiske organisation, lykkedes det ikke at komme over valgresultatet fra 2005. Som i parentes bemærket var det dårligste valgresultat nogensinde.

Der er to mulige hovedårsager til valgnederlaget. Enten er Helle Thorning-Schmidt trådt i karakter for sent til at kunne rodfæste sit kandidatur. Eller også virker den politiske linje som Socialdemokraterne har søgt ind på bare ikke. Lige nu er meldingerne fra S-lejren meget klart, at man fortsat vil bakke op om den samme linje, og den samme statsministerkandidat, uagtet valgresultatet.

Men burde Socialdemokraterne ikke overveje, at der er mere i politik end form? Indholdsmæssigt har Socialdemokraternes kampagne handlet om velfærd frem for skattelettelser – hvilket er fint, men klinger hult set i lyset af at selv med en tilbagerulning af de nyligt vedtagne skattelettelser, så giver det “kun” 10 mia. ekstra til velfærd. Men det er ikke problemet – problemet er, at der ikke er andre områder, hvor S har kant til de borgerlige.

Udlændingepolitikken og skattestoppet er to gode eksempler på områder, som Socialdemokraterne har analyseret sig frem til, at skulle opgive at have en politik på. Hvilket resulterer i, at billedet på forskellen mellem Socialdemokraterne og Venstre bliver meget uklart. Man kan håbe på, at Helle Thorning-Schmidt finder nogle flere klare svar og ideologiske dagsordener frem næste gang, så man giver vælgerne et valg, i stedet for bare at give op, når man i en periode ikke har været dygtig nok til at kommunikere sin politik.

13% af stemmerne svarer ret præcist til de målinger, der er blevet udført i massevis i de sidste tre uger. SF formår dermed også som det eneste parti at holde et ret stabilt resultat hele vejen igennem. Villy Søvndal har ikke været ekstraordinært synlig i de sidste dage af valgkampen, så det er meget naturligt at SF ikke kom endnu højere op, omvendt har SF formået at stå imod diverse skræmmekampagner uden skrammer.

Der kan være mange årsager til SF’s succes. En af dem er utvivlsomt Villy Søvndals person, hans karisma og folkelighed. Men en anden er den interne ro der har været i partiet, og det helt skarpe fokus på samling i oppositionen, som Villy Søvndal har været bannerfører for. Den store udfordring for SF bliver i den kommende periode at holde styr på tropperne, og undgå et opgør à la det de Radikale har været igennem.

For det er ingen hemmelighed, at der er valgt markante skikkelser ind, fra såvel partiets højre- som venstrefløj, og at disse har en historie for at have det svært med hinanden – eller i hvert fald for at have det svært med når de andre vinder en afstemning i partiets hovedbestyrelse (pånær naturligvis EU-parlamentariker Margrete Auken, som bare lader være med at respektere afgørelsen).

Hvis der kan holdes ro på bagsmækken, er der et kæmpestort potentiale i SFs folketingsgruppe, og i partiet i det hele taget for at gøre en forskel. Det ligger dog også fast, at det store læs skal trækkes af Socialdemokraterne, da der nok stadig går en rum tid før SF for alvor kan trække stemmer fra V, K og O. 

Enhedslisten kan nu arbejde videre – naturligvis ikke for fuld kraft, men alligevel ufortrødent. 4 mand (m/k) på tinge, og ingen Asmaa i rampelyset. Det var vist det mest optimale man kunne håbe på. Nu kommer der formentlig (forhåbentlig) en periode, hvor luften skal renses, og tingene skal stabiliseres i partiet, så den samling der er vist i valgkampen kan videreføres, og bruges positivt i det videre arbejde.  

Budskabet er, at man ikke skal lade sig forvirre af de skræmmekampagner, der naturligvis kommer i slutningen af en valgkamp, især mod et parti som står til så stor en fremgang, som SF gør. Og det budskab er der jo ikke noget i vejen med, Nyhedsavisens underlige analyse taget i betragtning.

Spørgsmålet er, om det er godt for SFs image. Det der gamle koncept med underlige kampagner som et par folk inde på borgen synes var sjove, men som faldt totalt igennem når de ramte almindelige mennesker (fx “Vi er stadig røde – vi er også grønne”-kampagnen), var ellers forsvundet – hvilket utvivlsomt er en god ting. Det bliver spændende at se, hvordan offentligheden tager imod dette lettere uortodokse (på den dårlige måde) indspark i valgkampen.

Den spændende faktor her er dog Enhedslisten. Enhedslisten står i Politikens måling til 1,7% – og dermed ingen mandater. Vinder Enhedslisten dog frem på 2% vil den røde blok lige pludselig kunne mønstre 88-89 mandater, og med bare et enkelt mandat fra Færøerne eller Grønland vil magtbalancen i Folketinget tippe.

Der er selvfølgelig store udsving i meningsmålingerne – og derfor er det ikke noget man skal spekulere længe over. Men det er interessant at se på, hvordan det der fra starten lignede en “sikker” sejr til Anders Fogh, nu pludselig – på trods af Ny Alliance – er helt åbent og uforudsigeligt. Og man kan håbe, at det giver blod på tanden for venstrefløjspartierne til at give den ekstra meget gas de sidste dage, for at hive sejren i land.

Fodnote: SF og Villy Søvndal kan være glade og tilfredse. Den eneste ting som ligger helt fast i samtlige meningsmålinger er SFs enorme fremgang – SF står ret konsekvent til at få 12 eller flere procent af stemmerne, og dermed til at fordoble sit mandattal.

Nogen vil sige at det skyldes, at stridighederne bare er druknet i højrefløjens Kjærsgaard-Khader-kaos, men virkeligheden er nok snarere, at venstrefløjslederne er nået til en meget vigtig erkendelse – nemlig at splittelsen partierne imellem har været en rigtig stor del af grunden til de nederlag vi led ved valgene i 2001 og 2005.

Højrefløjen har simpelthen ikke fået lov at sætte nogle stød ind under bæltestedet. Italesættelsen af en SR-regering som værende afhængig (og dermed også lig med i højrefløjens spin-optik) af Enhedslisten og Asmaa Abdol-Hamid faldt hurtigt til jorden – selv de fleste journalister har tilsyneladende syntes den var for tynd.

Dernæst var der regeringens topargument imod oppositionen – splittelsen på udlændingepolitikken. Men en effektiv og god indsats lukkede det hul lynhurtigt – og tilmed som en vinderdagsorden for oppositionen. Signalet var klart: Hvis der kommer en ny regering, vil der blive lavet en undersøgelse af, om 24-års reglen virker. Til gengæld ser hverken SF eller de Radikale afskaffelse af 24-årsreglen som et ultimativt krav for at danne regering.

Enhedslisten har også nærmest været fraværende når det kommer til at skyde på de andre. Selvom sloganet “Siger hvad vi mener – gør hvad vi siger” formentlig i Enhedslistens egen optik sigter lige så meget (eller mere) til SF og Socialdemokraterne, som til højrefløjen, så virker det som om også Enhedslisten har indset at det virker at føre sin egen konstruktive kampagne, end at slå på de andre – hvilket nok er meget sundt, taget i betragtning at det denne gang bliver en kamp at komme ind.

SF ligger lige nu til at blive valgets helt store sejrherre. Med en fremgang større end Ny Alliances (der jo som bekendt starter fra 0) og en fordobling af mandattallet ligger SF stabilt og overordentligt tilfredsstillende i næsten samtlige meningsmålinger. Dette skyldes også i høj grad, at SF har ageret ret “voksent” i valgkampen, med en insisteren på at blive taget med i en evt. SR-regering, og med en konstant indsats for at holde samling på oppositionen. Uanset hvad man mener om Villy Søvndal er man nødt til at beundre hans evner som partileder – også her i valgkampen, hvor de virkelig er blevet sat på prøve.

Lige under overfladen, lurer konflikten dog naturligvis i alle partierne. Som bekendt handler folketingsvalget jo (man kunne fristes til at sige desværre) utroligt meget om personer, og store egoers kamp mod hinanden, for at vinde netop de personlige stemmer der kan sikre et mandat i folketinget. Udadtil har det dog været forbilledligt, som gnidningerne har kunnet holdes på et minimum, men mon ikke der rundt omkring sidder enkelte og irriterer sig over de interne slagsmål?

Hos Socialdemokraterne bliver det fx spændende at se, hvordan valget udarter sig i København, hvor partileder Helle Thorning-Schmidt jo trækker de fleste personlige stemmer. Det bliver en hård kamp for bl.a. DSU-formand Jacob Bjerregaard, Michael Vindfeldt og Bo Sandberg, at tilkæmpe sig de personlige stemmer som afgør hvem der tager mandaterne med hjem.

Og hos SF der står til alt mellem 3 og 5 mandater i København (dog til 4 i de fleste målinger), er Trine Mach – formand for Mellemfolkeligt Samvirke og bakket op af SFUerne i København – et spændende bud på en outsider, selvom hun ikke er en af de 4 kandidater som SF København sidste år valgte at prioritere.

Hos Enhedslisten må de forsøge at vende det til noget positivt, når enkelte medier begynder at nævne muligheden for at Asmaa Abdol-Hamid kommer til at sprænge listen i København.

Valgkampen igennem har venstrefløjen klaret sig uden at fnidre og skændes for meget. Lad os håbe at det vedbliver med at være sådan til på tirsdag.