Én ting har – i højere grad end næsten alt andet – været bemærkelsesværdigt for den opmærksomme iagttager af venstrefløjens ageren i den igangværende valgkamp. Nemlig udeblivelsen af de interne slagsmål, de små stikpiller partierne imellem, og de åbenlyse personangreb.
Nogen vil sige at det skyldes, at stridighederne bare er druknet i højrefløjens Kjærsgaard-Khader-kaos, men virkeligheden er nok snarere, at venstrefløjslederne er nået til en meget vigtig erkendelse – nemlig at splittelsen partierne imellem har været en rigtig stor del af grunden til de nederlag vi led ved valgene i 2001 og 2005.
Højrefløjen har simpelthen ikke fået lov at sætte nogle stød ind under bæltestedet. Italesættelsen af en SR-regering som værende afhængig (og dermed også lig med i højrefløjens spin-optik) af Enhedslisten og Asmaa Abdol-Hamid faldt hurtigt til jorden – selv de fleste journalister har tilsyneladende syntes den var for tynd.
Dernæst var der regeringens topargument imod oppositionen – splittelsen på udlændingepolitikken. Men en effektiv og god indsats lukkede det hul lynhurtigt – og tilmed som en vinderdagsorden for oppositionen. Signalet var klart: Hvis der kommer en ny regering, vil der blive lavet en undersøgelse af, om 24-års reglen virker. Til gengæld ser hverken SF eller de Radikale afskaffelse af 24-årsreglen som et ultimativt krav for at danne regering.
Enhedslisten har også nærmest været fraværende når det kommer til at skyde på de andre. Selvom sloganet “Siger hvad vi mener – gør hvad vi siger” formentlig i Enhedslistens egen optik sigter lige så meget (eller mere) til SF og Socialdemokraterne, som til højrefløjen, så virker det som om også Enhedslisten har indset at det virker at føre sin egen konstruktive kampagne, end at slå på de andre – hvilket nok er meget sundt, taget i betragtning at det denne gang bliver en kamp at komme ind.
SF ligger lige nu til at blive valgets helt store sejrherre. Med en fremgang større end Ny Alliances (der jo som bekendt starter fra 0) og en fordobling af mandattallet ligger SF stabilt og overordentligt tilfredsstillende i næsten samtlige meningsmålinger. Dette skyldes også i høj grad, at SF har ageret ret “voksent” i valgkampen, med en insisteren på at blive taget med i en evt. SR-regering, og med en konstant indsats for at holde samling på oppositionen. Uanset hvad man mener om Villy Søvndal er man nødt til at beundre hans evner som partileder – også her i valgkampen, hvor de virkelig er blevet sat på prøve.
Lige under overfladen, lurer konflikten dog naturligvis i alle partierne. Som bekendt handler folketingsvalget jo (man kunne fristes til at sige desværre) utroligt meget om personer, og store egoers kamp mod hinanden, for at vinde netop de personlige stemmer der kan sikre et mandat i folketinget. Udadtil har det dog været forbilledligt, som gnidningerne har kunnet holdes på et minimum, men mon ikke der rundt omkring sidder enkelte og irriterer sig over de interne slagsmål?
Hos Socialdemokraterne bliver det fx spændende at se, hvordan valget udarter sig i København, hvor partileder Helle Thorning-Schmidt jo trækker de fleste personlige stemmer. Det bliver en hård kamp for bl.a. DSU-formand Jacob Bjerregaard, Michael Vindfeldt og Bo Sandberg, at tilkæmpe sig de personlige stemmer som afgør hvem der tager mandaterne med hjem.
Og hos SF der står til alt mellem 3 og 5 mandater i København (dog til 4 i de fleste målinger), er Trine Mach – formand for Mellemfolkeligt Samvirke og bakket op af SFUerne i København – et spændende bud på en outsider, selvom hun ikke er en af de 4 kandidater som SF København sidste år valgte at prioritere.
Hos Enhedslisten må de forsøge at vende det til noget positivt, når enkelte medier begynder at nævne muligheden for at Asmaa Abdol-Hamid kommer til at sprænge listen i København.
Valgkampen igennem har venstrefløjen klaret sig uden at fnidre og skændes for meget. Lad os håbe at det vedbliver med at være sådan til på tirsdag.
