Nye unge hoveder på venstrefløjen

Valget har for venstrefløjen været spændende på mere end en måde. Et af de spændende aspekter er de mange nye ansigter der er at finde i Folketinget – naturligvis særligt i SFs gruppe. Men også Enhedslisten har fået en ny ung profil.

Johanne Schmidt-Nielsen, Ø: Valgt i Københavns Storkreds. Johanne Schmidt-Nielsen har været politisk aktiv i SUF og Enhedslisten, og har derudover været aktiv som fællestillidsrepræsentant for pædagogmedhjælperne i København, og næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i 2002-2003.

Jesper Petersen, F: Valgt i Sydjyllands Storkreds. Jesper Petersen er SF’er ind til benet, og har været aktiv i SF og SFU i ca. 10 år. Karrieren i SFU afsluttedes med to år som landsformand først sammen med Thomas Medom, og dernæst sammen med Astrid Krag Kristensen. Siden 2006 har han siddet i SFs hovedbestyrelse og forretningsudvalg.

Astrid Krag Kristensen, F: Valgt i Sjællands Storkreds. Astrid Krag Kristensen startede også sin politiske karriere i SFU, som hun var formand for først sammen med Jesper Petersen, og derefter alene, som den første kvindelige eneformand. Udover sit arbejde i SF og SFU var Astrid engageret i sommerens strejker på plejeområdet, qua sit arbejde i den københavnske ældrepleje.

Nanna Westerby Jensen, F: Valgt i Nordsjællands Storkreds. Nanna Westerby Jensen er formand for SFU, og har tidligere været formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning. Nannas arbejde har altid været kendetegnet ved fokus på de brede bevægelser, og hun har således været en central aktør i bl.a. massedemonstrationerne 17. maj 2006 og 2. oktober 2007.

Udover disse spændende emner, kan vi bl.a. sige goddag og velkommen til Margrete Aukens datter, Ida Auken, F, Øzlem Cekic, F, som bliver den første kvinde med indvandrerbaggrund på tinge og Pia Olsen Dyhr, F, der tabte formandsvalget i SF i 2005 til Villy Søvndal. Enhedslisten må sige farvel til Rune Lund, der blev offer for partiets tilbagegang.

Analyse: Hvad gik galt?

Efter valget står resultatet lysende klart. Anders Fogh fortsætter. VKO har noget der ligner et flertal alene. Dansk Folkeparti gik – trods målinger der viste det modsatte hele valgkampen igennem – endnu en gang frem, og er fortsat det tredjestørste parti i Folketinget. Venstre er fortsat det største parti.

Det er nødvendigt for venstrefløjen at efterrationalisere, og finde ud af hvad der gik galt.

Enhedslisten; Listen har været igennem en turbulent tid, især grundet hele sagen om Asmaa Abdol-Hamid. Gennem valgkampen har spørgsmålet mest været om Enhedslisten ville klare spærregrænsen eller ej. For et lille parti med marginal medietid, og som har mistet sin største profil, Pernille Rosenkrantz-Theil, må målet siges at være nået. Spærregrænsen blev klaret, og det var hvad man kunne forvente. Hvis de besværlige tider skal overstås, kræver det dog at Enhedslisten formår at tage de interne slagsmål internt, og at man afklarer hvor man præcis står i spørgsmålet om religion og politik, således at der ikke hersker nogen tvivl om standpunktet. Tvivlen kan nemlig være skyld i lige så stort vælgerskred som selve konflikten.

SF: SF har løftet opgaven til perfektion. Enkelte Ø-vælgere, og en ordentlig bunke tidligere socialdemokrater og radikale har fundet vej til liste F på stemmesedlen, og partiet er mere end fordoblet i mandattal. Valgkampen igennem har SF formået at holde sig gode venner med Socialdemokraterne og de Radikale, hvilket givetvis har været afgørende for fremgangen, naturligvis sammen med Villy Søvndals person, Socialdemokraternes midtersøgende linje og de Radikales deroute.

Socialdemokraterne: Socialdemokraterne har ikke løftet opgaven. Med hele venstrespektret overladt til SF, var det Helle Thorning-Schmidts opgave at vinde vælgerne tilbage fra V og O – en opgave som ikke blev løftet. Partilederens ageren i valgkampen har ellers været skarp, fokuseret og grundlæggende troværdig. Problemet må altså findes i én af tre mulige forklaringer: 1) Helle Thorning-Schmidt skulle først bevise sit værd, og er således i stand til at vinde næste gang. 2) Vælgerne der allerede var gået over til V eller O er ikke i stand til at se den klare forskel på Helle og Anders, og politikkerne skal således slibes til, så kanten bliver skarpere, hvis Socialdemokraterne skal vinde næste gang. 3) Vælgerne er bare blevet for individualistiske og sympatiserer ikke længere med Socialdemokraternes grundværdier, således er der ingen mulighed for at vinde næste gang.

Mulighed 3 må man da håbe ikke passer, hvilket nok også er rigtigt – eftersom Venstres opskrift i udpræget grad er at kopiere Socialdemokraternes kerneområder. Derimod er der nok en del sandhed i både 1 og 2. Helle Thorning-Schmidt står helt givet stærkere næste gang, fordi hun nu har slået sig fast som en seriøs partileder. Men helt grundlæggende virker det også som om der mangler kant i Socialdemokraternes politik. Kant i velfærdspolitikken. Kant i skattepolitikken. Kant i udlændingepolitikken. Socialdemokraternes måde at lukke dårlige dagsordener på er lige nu at give efter og ændre deres politik. Det ville være et spændende eksperiment i stedet at pudse sine holdninger og argumenter af, og så gå aggressivt til værks i stedet for hele tiden at blive fanget i negative, defensive historier.

Ovenpå valget: Enhedslisten

Enhedslisten klarede skærene. Formentlig på en kombination af flere ting: Sympatistemmer fra normale F- og A-vælgere, som ikke ville miste Ø i Folketinget, stemmer fra en masse vælgere som har været sure over Asmaa-sagen, men som alligevel inde i stemmeboksen ikke kunne få sig selv til at sætte kryds ved SF, og sidst men ikke mindst en fin indsats i slutspurten af især Johanne Schmidt-Nielsen – som absolut ikke opnåede en “Pernille Rosenkrantz-Theil”-effekt, men som gjorde det habilt i partilederrunder m.m. i valgkampens afgørende fase. Samt, naturligvis, det øgede antal af (især) indvandrerstemmer, som Asmaa har hevet i land.

Enhedslisten kan nu arbejde videre – naturligvis ikke for fuld kraft, men alligevel ufortrødent. 4 mand (m/k) på tinge, og ingen Asmaa i rampelyset. Det var vist det mest optimale man kunne håbe på. Nu kommer der formentlig (forhåbentlig) en periode, hvor luften skal renses, og tingene skal stabiliseres i partiet, så den samling der er vist i valgkampen kan videreføres, og bruges positivt i det videre arbejde.  

Mulighed for S-R-SF-Ø flertal

I et gennemsnit over de sidste 4 dages meningsmålinger, står den “røde” blok – dvs. venstrefløjspartierne plus de radikale – til at få 85 mandater, mod VKO-blokkens 83. Ny Alliance er således fortsat tungen på vægtskålen, og vil kunne bringe den sorte blok op på det nødvendige antal for at vinde magten.

Den spændende faktor her er dog Enhedslisten. Enhedslisten står i Politikens måling til 1,7% – og dermed ingen mandater. Vinder Enhedslisten dog frem på 2% vil den røde blok lige pludselig kunne mønstre 88-89 mandater, og med bare et enkelt mandat fra Færøerne eller Grønland vil magtbalancen i Folketinget tippe.

Der er selvfølgelig store udsving i meningsmålingerne – og derfor er det ikke noget man skal spekulere længe over. Men det er interessant at se på, hvordan det der fra starten lignede en “sikker” sejr til Anders Fogh, nu pludselig – på trods af Ny Alliance – er helt åbent og uforudsigeligt. Og man kan håbe, at det giver blod på tanden for venstrefløjspartierne til at give den ekstra meget gas de sidste dage, for at hive sejren i land.

Fodnote: SF og Villy Søvndal kan være glade og tilfredse. Den eneste ting som ligger helt fast i samtlige meningsmålinger er SFs enorme fremgang – SF står ret konsekvent til at få 12 eller flere procent af stemmerne, og dermed til at fordoble sit mandattal.

Valgkamp uden internt fnidder

Én ting har – i højere grad end næsten alt andet – været bemærkelsesværdigt for den opmærksomme iagttager af venstrefløjens ageren i den igangværende valgkamp. Nemlig udeblivelsen af de interne slagsmål, de små stikpiller partierne imellem, og de åbenlyse personangreb.

Nogen vil sige at det skyldes, at stridighederne bare er druknet i højrefløjens Kjærsgaard-Khader-kaos, men virkeligheden er nok snarere, at venstrefløjslederne er nået til en meget vigtig erkendelse – nemlig at splittelsen partierne imellem har været en rigtig stor del af grunden til de nederlag vi led ved valgene i 2001 og 2005.

Højrefløjen har simpelthen ikke fået lov at sætte nogle stød ind under bæltestedet. Italesættelsen af en SR-regering som værende afhængig (og dermed også lig med i højrefløjens spin-optik) af Enhedslisten og Asmaa Abdol-Hamid faldt hurtigt til jorden – selv de fleste journalister har tilsyneladende syntes den var for tynd.

Dernæst var der regeringens topargument imod oppositionen – splittelsen på udlændingepolitikken. Men en effektiv og god indsats lukkede det hul lynhurtigt – og tilmed som en vinderdagsorden for oppositionen. Signalet var klart: Hvis der kommer en ny regering, vil der blive lavet en undersøgelse af, om 24-års reglen virker. Til gengæld ser hverken SF eller de Radikale afskaffelse af 24-årsreglen som et ultimativt krav for at danne regering.

Enhedslisten har også nærmest været fraværende når det kommer til at skyde på de andre. Selvom sloganet “Siger hvad vi mener – gør hvad vi siger” formentlig i Enhedslistens egen optik sigter lige så meget (eller mere) til SF og Socialdemokraterne, som til højrefløjen, så virker det som om også Enhedslisten har indset at det virker at føre sin egen konstruktive kampagne, end at slå på de andre – hvilket nok er meget sundt, taget i betragtning at det denne gang bliver en kamp at komme ind.

SF ligger lige nu til at blive valgets helt store sejrherre. Med en fremgang større end Ny Alliances (der jo som bekendt starter fra 0) og en fordobling af mandattallet ligger SF stabilt og overordentligt tilfredsstillende i næsten samtlige meningsmålinger. Dette skyldes også i høj grad, at SF har ageret ret “voksent” i valgkampen, med en insisteren på at blive taget med i en evt. SR-regering, og med en konstant indsats for at holde samling på oppositionen. Uanset hvad man mener om Villy Søvndal er man nødt til at beundre hans evner som partileder – også her i valgkampen, hvor de virkelig er blevet sat på prøve.

Lige under overfladen, lurer konflikten dog naturligvis i alle partierne. Som bekendt handler folketingsvalget jo (man kunne fristes til at sige desværre) utroligt meget om personer, og store egoers kamp mod hinanden, for at vinde netop de personlige stemmer der kan sikre et mandat i folketinget. Udadtil har det dog været forbilledligt, som gnidningerne har kunnet holdes på et minimum, men mon ikke der rundt omkring sidder enkelte og irriterer sig over de interne slagsmål?

Hos Socialdemokraterne bliver det fx spændende at se, hvordan valget udarter sig i København, hvor partileder Helle Thorning-Schmidt jo trækker de fleste personlige stemmer. Det bliver en hård kamp for bl.a. DSU-formand Jacob Bjerregaard, Michael Vindfeldt og Bo Sandberg, at tilkæmpe sig de personlige stemmer som afgør hvem der tager mandaterne med hjem.

Og hos SF der står til alt mellem 3 og 5 mandater i København (dog til 4 i de fleste målinger), er Trine Mach – formand for Mellemfolkeligt Samvirke og bakket op af SFUerne i København – et spændende bud på en outsider, selvom hun ikke er en af de 4 kandidater som SF København sidste år valgte at prioritere.

Hos Enhedslisten må de forsøge at vende det til noget positivt, når enkelte medier begynder at nævne muligheden for at Asmaa Abdol-Hamid kommer til at sprænge listen i København.

Valgkampen igennem har venstrefløjen klaret sig uden at fnidre og skændes for meget. Lad os håbe at det vedbliver med at være sådan til på tirsdag.

Kommer Ø over spærregrænsen?

En folketingsvalgkamp er som bekendt meningsmålingernes højtid. I den seneste status fra Politiken, skrives følgende om Enhedslisten:

Endelig er der stor uenighed om, hvorvidt Enhedslisten ryger over eller under spærregrænsen på to procent. Hos Vilstrup ser det fortsat sort ud for det lille venstrefløjsparti, hvor opbakningen måles til at lande på 1,5 procent.

Ifølge Gallup skulle vejen til Christiansborg til gengæld være nogenlunde sikret med en opbakning på 2,2, procent.

Uanset at Enhedslisten kører den sædvanlige smøre – “sidste gang så meningsmålingerne også dårlige ud” – af (hvad skulle de ellers gøre?), må man konstatere at det ligger rigtig meget på vippen. Dermed bliver folketingsvalget rigtig, rigtig spændende for Enhedslisten og iagttagere. Spørgsmålet er om et parti som Enhedslisten kan overleve en valgperiode uden folketingsmedlemmer?

Situationen åbner op for en masse spekulationer. Hvem kommer ind, og hvem gør ikke? Et af de realistiske scenarier er at Enhedslisten ikke klarer spærregrænsen, men at man til gengæld kan trække et kredsmandat i København. Hvis det er tilfældet må Enhedslisten håbe, at det er den unge fremstormende Johanne Schmidt-Nielsen der snupper det – for uanset hvad man mener om Asmaa, så er perspektivet i en én-mands hær på tinge bestående af hende ikke noget at råbe hurra for.