Mange taler om De Radikale som den store taber i valgkampen, og selvom deres resultat absolut ikke var pænt, så er sandheden nok snarere at Socialdemokraterne er de største tabere efter Folketingsvalget i tirsdags.

To mandater færre. På trods af samling i partiet, en Helle Thorning-Schmidt der generelt har virket stærk, slagkraftig og troværdig og en enorm vilje til sejr (her ment som fremgang, ikke nødvendigvis valgsejr) i hele den socialdemokratiske organisation, lykkedes det ikke at komme over valgresultatet fra 2005. Som i parentes bemærket var det dårligste valgresultat nogensinde.

Der er to mulige hovedårsager til valgnederlaget. Enten er Helle Thorning-Schmidt trådt i karakter for sent til at kunne rodfæste sit kandidatur. Eller også virker den politiske linje som Socialdemokraterne har søgt ind på bare ikke. Lige nu er meldingerne fra S-lejren meget klart, at man fortsat vil bakke op om den samme linje, og den samme statsministerkandidat, uagtet valgresultatet.

Men burde Socialdemokraterne ikke overveje, at der er mere i politik end form? Indholdsmæssigt har Socialdemokraternes kampagne handlet om velfærd frem for skattelettelser – hvilket er fint, men klinger hult set i lyset af at selv med en tilbagerulning af de nyligt vedtagne skattelettelser, så giver det “kun” 10 mia. ekstra til velfærd. Men det er ikke problemet – problemet er, at der ikke er andre områder, hvor S har kant til de borgerlige.

Udlændingepolitikken og skattestoppet er to gode eksempler på områder, som Socialdemokraterne har analyseret sig frem til, at skulle opgive at have en politik på. Hvilket resulterer i, at billedet på forskellen mellem Socialdemokraterne og Venstre bliver meget uklart. Man kan håbe på, at Helle Thorning-Schmidt finder nogle flere klare svar og ideologiske dagsordener frem næste gang, så man giver vælgerne et valg, i stedet for bare at give op, når man i en periode ikke har været dygtig nok til at kommunikere sin politik.