SF blev (sammen med Dansk Folkeparti) valgets helt store vinder. I en situation hvor regeringen ikke blev væltet, kunne SF nærmest ikke stå stærkere end i dag. Mens Enhedslisten er minimeret til 4 mandater, og formentlig også i den kommende valgperiode må slås med spærregrænsen, og Socialdemokraterne – trods ny partileder – fortsætter tilbagegangen til endnu et historisk lavpunkt, så er SF mere end fordoblet (SF fik 13% af stemmerne, mod en målsætning internt i partiet på 12%).

13% af stemmerne svarer ret præcist til de målinger, der er blevet udført i massevis i de sidste tre uger. SF formår dermed også som det eneste parti at holde et ret stabilt resultat hele vejen igennem. Villy Søvndal har ikke været ekstraordinært synlig i de sidste dage af valgkampen, så det er meget naturligt at SF ikke kom endnu højere op, omvendt har SF formået at stå imod diverse skræmmekampagner uden skrammer.

Der kan være mange årsager til SF’s succes. En af dem er utvivlsomt Villy Søvndals person, hans karisma og folkelighed. Men en anden er den interne ro der har været i partiet, og det helt skarpe fokus på samling i oppositionen, som Villy Søvndal har været bannerfører for. Den store udfordring for SF bliver i den kommende periode at holde styr på tropperne, og undgå et opgør à la det de Radikale har været igennem.

For det er ingen hemmelighed, at der er valgt markante skikkelser ind, fra såvel partiets højre- som venstrefløj, og at disse har en historie for at have det svært med hinanden – eller i hvert fald for at have det svært med når de andre vinder en afstemning i partiets hovedbestyrelse (pånær naturligvis EU-parlamentariker Margrete Auken, som bare lader være med at respektere afgørelsen).

Hvis der kan holdes ro på bagsmækken, er der et kæmpestort potentiale i SFs folketingsgruppe, og i partiet i det hele taget for at gøre en forskel. Det ligger dog også fast, at det store læs skal trækkes af Socialdemokraterne, da der nok stadig går en rum tid før SF for alvor kan trække stemmer fra V, K og O.