Enhedslisten klarede skærene. Formentlig på en kombination af flere ting: Sympatistemmer fra normale F- og A-vælgere, som ikke ville miste Ø i Folketinget, stemmer fra en masse vælgere som har været sure over Asmaa-sagen, men som alligevel inde i stemmeboksen ikke kunne få sig selv til at sætte kryds ved SF, og sidst men ikke mindst en fin indsats i slutspurten af især Johanne Schmidt-Nielsen – som absolut ikke opnåede en “Pernille Rosenkrantz-Theil”-effekt, men som gjorde det habilt i partilederrunder m.m. i valgkampens afgørende fase. Samt, naturligvis, det øgede antal af (især) indvandrerstemmer, som Asmaa har hevet i land.

Enhedslisten kan nu arbejde videre – naturligvis ikke for fuld kraft, men alligevel ufortrødent. 4 mand (m/k) på tinge, og ingen Asmaa i rampelyset. Det var vist det mest optimale man kunne håbe på. Nu kommer der formentlig (forhåbentlig) en periode, hvor luften skal renses, og tingene skal stabiliseres i partiet, så den samling der er vist i valgkampen kan videreføres, og bruges positivt i det videre arbejde.