Efter valget står resultatet lysende klart. Anders Fogh fortsætter. VKO har noget der ligner et flertal alene. Dansk Folkeparti gik – trods målinger der viste det modsatte hele valgkampen igennem – endnu en gang frem, og er fortsat det tredjestørste parti i Folketinget. Venstre er fortsat det største parti.
Det er nødvendigt for venstrefløjen at efterrationalisere, og finde ud af hvad der gik galt.
Enhedslisten; Listen har været igennem en turbulent tid, især grundet hele sagen om Asmaa Abdol-Hamid. Gennem valgkampen har spørgsmålet mest været om Enhedslisten ville klare spærregrænsen eller ej. For et lille parti med marginal medietid, og som har mistet sin største profil, Pernille Rosenkrantz-Theil, må målet siges at være nået. Spærregrænsen blev klaret, og det var hvad man kunne forvente. Hvis de besværlige tider skal overstås, kræver det dog at Enhedslisten formår at tage de interne slagsmål internt, og at man afklarer hvor man præcis står i spørgsmålet om religion og politik, således at der ikke hersker nogen tvivl om standpunktet. Tvivlen kan nemlig være skyld i lige så stort vælgerskred som selve konflikten.
SF: SF har løftet opgaven til perfektion. Enkelte Ø-vælgere, og en ordentlig bunke tidligere socialdemokrater og radikale har fundet vej til liste F på stemmesedlen, og partiet er mere end fordoblet i mandattal. Valgkampen igennem har SF formået at holde sig gode venner med Socialdemokraterne og de Radikale, hvilket givetvis har været afgørende for fremgangen, naturligvis sammen med Villy Søvndals person, Socialdemokraternes midtersøgende linje og de Radikales deroute.
Socialdemokraterne: Socialdemokraterne har ikke løftet opgaven. Med hele venstrespektret overladt til SF, var det Helle Thorning-Schmidts opgave at vinde vælgerne tilbage fra V og O – en opgave som ikke blev løftet. Partilederens ageren i valgkampen har ellers været skarp, fokuseret og grundlæggende troværdig. Problemet må altså findes i én af tre mulige forklaringer: 1) Helle Thorning-Schmidt skulle først bevise sit værd, og er således i stand til at vinde næste gang. 2) Vælgerne der allerede var gået over til V eller O er ikke i stand til at se den klare forskel på Helle og Anders, og politikkerne skal således slibes til, så kanten bliver skarpere, hvis Socialdemokraterne skal vinde næste gang. 3) Vælgerne er bare blevet for individualistiske og sympatiserer ikke længere med Socialdemokraternes grundværdier, således er der ingen mulighed for at vinde næste gang.
Mulighed 3 må man da håbe ikke passer, hvilket nok også er rigtigt – eftersom Venstres opskrift i udpræget grad er at kopiere Socialdemokraternes kerneområder. Derimod er der nok en del sandhed i både 1 og 2. Helle Thorning-Schmidt står helt givet stærkere næste gang, fordi hun nu har slået sig fast som en seriøs partileder. Men helt grundlæggende virker det også som om der mangler kant i Socialdemokraternes politik. Kant i velfærdspolitikken. Kant i skattepolitikken. Kant i udlændingepolitikken. Socialdemokraternes måde at lukke dårlige dagsordener på er lige nu at give efter og ændre deres politik. Det ville være et spændende eksperiment i stedet at pudse sine holdninger og argumenter af, og så gå aggressivt til værks i stedet for hele tiden at blive fanget i negative, defensive historier.
