SFs kampagne har indtil videre været gennemført, strømlinet og professionel. Isen blev dog brudt i går, da partiet lancerede denne side på kampagnehjemmesiden, under overskriften “Bøh – Villy&Co er dum”.
Budskabet er, at man ikke skal lade sig forvirre af de skræmmekampagner, der naturligvis kommer i slutningen af en valgkamp, især mod et parti som står til så stor en fremgang, som SF gør. Og det budskab er der jo ikke noget i vejen med, Nyhedsavisens underlige analyse taget i betragtning.
Spørgsmålet er, om det er godt for SFs image. Det der gamle koncept med underlige kampagner som et par folk inde på borgen synes var sjove, men som faldt totalt igennem når de ramte almindelige mennesker (fx “Vi er stadig røde – vi er også grønne”-kampagnen), var ellers forsvundet – hvilket utvivlsomt er en god ting. Det bliver spændende at se, hvordan offentligheden tager imod dette lettere uortodokse (på den dårlige måde) indspark i valgkampen.
